Syndikalister i Ukraine: Den fascistiske fare er størst i de russisk besatte områder

Source: Modkraft, Nihilist.li (original text Eng, Rus)

Selv om venstrefløjen er svag i Ukraine, er det stadig et politisk handlerum, mener syndikalister fra organisationen Autonomous Workers Union. I de russisk besatte områder er befolkningen derimod klemt mellem ukrainsk og russisk nationalisme.

Store dele af den vesteuropæiske venstrefløj overvurderer den ekstreme højrefløjs indflydelse i ukrainsk politik, mener aktivister fra organisationen Autonomous Workers Union, der på syndikalistisk grundlag arbejder for føderalisme og direkte demokrati.

Aktivisterne betegner sig som libertære marxister og fortæller at, bevægelsen har været aktiv siden 2011, primært i byerne Kiev og Kharkiv.

Organisationens laver politisk undervisning med et libertært, anti-kapitalistisk fokus og organiserer protester.

Vi talte med repræsentanter for organisationen i december 2014:

Hvor meget indflydelse har fascister i det ukrainske parlament?

– Den ekstreme højrefløj opnåede 13 ud af 450 pladser ved sidste valg. Derfor er det for tidligt at snakke om en »massiv indflydelse«. De vigtigste partier på den ekstreme højrefløj – Svoboda og Højre Sektor – nåede ikke over spærregrænsen på fem procent, og det afspejler deres tilslutning i befolkningen. Faktisk har de ikke stået for nogen protester efter valget – Ukraine har opfattet den ekstreme højrefløjs fiasko som en selvfølge.

– Den politiske virkelighed i ukrainsk politik ligger nok længere til højre end det europæiske gennemsnit, men det er nærmere et resultat af den parlamentariske venstrefløjs kollaps end af højrefløjens styrke.

– Lige nu kommer den største fare ikke fra den ekstreme højrefløj, men fra de centrum-højre politikere, som vil forsøge at presse en antidemokratisk lovgivning igennem med krigen som en undskyldning.

Heller ikke uden for parlamentet er den ekstreme højrefløj dagsorden sættende, mener Autonomous Workers Union, men har dog en vis indflydelse på militære enheder i Østukraine:

– Det eneste område, hvor højreekstremisterne har haft succes, er i forbindelse med en kampagne for Azov-bataljonen, som blev etableret med en nynazistisk agenda. Bataljonen (som nu er stor nok til at blive betragtet som et regiment) har også fraktioner med mere moderate synsvinkler, men nynazister er stadig ideologisk dominerende og kan propagandere indenfor Azov-bataljonens rækker.

Selv om der deltager flere vesteuropæiske nynazister i Azov-bataljonen, mener Autonomous Workers Union ikke, det er en entydig tendens:

– Man kan på ingen måde snakke om en generel støtte fra europæiske højreekstremister til den ukrainske side. I større grad ser man, at højreekstremister sympatiserer med Rusland i konflikten, og der er også europæiske fascister, der kæmper på separatisternes side i Donbas.

Selv om fascister har begrænset indflydelse, mener Autonomous Workers Union dog ikke de skal ignoreres:

– Den store fare stammer fra indlemmelsen af den ekstreme højrefløj i politi og militær. Indtil videre er højrefløjen primært optaget af krigen i Østukraine, og den er ikke i stand til at tage et opgør med venstrefløjen. Men den magt, som den vil besidde, når kampene er overstået, vil måske kunne gøre det muligt at forfølge politiske modstandere.

– På den anden side er den ekstreme højrefløjs stilling i Ukraine relativt svag og oftest afhængige af den aktuelle politiske situation – et enkelt fejltrin kan lede til dens kollaps.

– For eksempel mistede Svoboda mange vælgere som en konsekvens af et aggressivt forsøg på at kontrollere græsrødderne i Maidan-bevægelsen. Derudover var der adskillige tilfælde, efter Maidan-protesterne var overstået, hvor partimedlemmer agerede upassende aggressivt.

– I dag har det ekstreme højres deltagelse i de østlige kampe en tiltrækningskraft på patriotisk indstillede borgere, men de fleste har en negativ indstilling til den gadevold, højrefløjen har udøvet. De voldelige handlinger, såsom højreekstreme unges kampe med politiet den 14. oktober eller brandattentatet på Zhovten-biografen under en LGBT-filmaften, fordømmes i brede kredse.

– Når vi snakker om pro-ukrainske fascister og nationalister, har der været en interessant dynamik de seneste år: Nationalisternes popularitet er faldet i de vestlige regioner, der traditionelt set har været deres magtbase siden 1980’erne, men deres popularitet er stigende i Kiev – hvor den uddannede middelklasse og overklasse (hvoraf halvdelen er russisk talende) holder til.

Mens Autonomous Workers Union vurderer, at den ekstreme højrefløjs indflydelse er begrænset i Ukraine, er organisationen dybt bekymret for udviklingen i de russisk besatte områder.

De henviser blandt andet til at partiet Russkoe Edinstvo (Russisk Enhed), som havde meget lav procentdel af stemmerne ved sidste lokalvalg under ukrainsk administration, nu er dominerende, at den første »folkeguvenør« (dvs. leder af »folkerepublikken«) i Donetsk, Pavel Gubarev, er tidligere aktivist fra det nynazistiske parti RNE (Russisk National Enhed) og at teoretikeren fra det russiske parti, Nyt Højre, Alexander Dugin er en aktiv sympatisør af ideen om et »nyt Rusland« (Novorossia) og aktivister fra hans Eurasisk Ungdomsalliance (ESM) tog del i kuppet af Donetsk.

– Organisationer og grupperinger tæt på den højreekstremistiske fløj har været drivende i etableringen af »folkerepublikken«, og det er meget nemt at spotte de nynazistiske træk.

– Vi betragter den såkaldte folkerepublik som en højreekstremistisk junta, der er støttet af den russiske stat med militær forstærkning – både soldater og våben.

– Der er i den region ikke den mindste antydning af et socialistisk modstand, og det er ekstremt besværligt at organisere modstand.

– Nogle af de pro-ukrainske bataljoner i regionen har været anklaget for krigsforbrydelser og plyndring. Det gælder også for de pro-russiske separatistiske styrker. Selvom niveauet af overgreb kan være meget svære at sammenligne, kan man godt sige, at den lokale befolkning lider under begge sider.

I den situation, mener Autonomous Workers Union at en alliance med liberale kræfter er central:

– Den mest rationelle strategi er en offentlig kritik af den ekstreme højrefløjs handlinger og ideologi. Vi har ikke kræfter til fysisk kamp, men vi er i stand til at bygge en bred, uformel front med liberale, som ser en fare i den ekstreme højrefløj.

– Fælles handling vil ikke tvinge os til at opgive vores politiske synspunkter: vi frasiger os ikke retten til offentligt at kritisere liberale kampfæller på grund af et midlertidigt samarbejde mod en fælles fjende.

Hvordan er samarbejdet mellem den antifascistiske bevægelse i Ukraine og den russiske venstrefløj?

– Som alle andre steder i verden er venstrefløjen i Rusland splittet omkring den ukrainske situation. Vi har forbindelser til folk, der er imod Putins repressive politik – hvor de fleste er anarkister. Helt specifikt har vi gode relationer til Autonomous Action.

– Vores politiske dagsorden efter Maidan-oprøret er uforandret: Vi kæmper for politiske, sociale og faglige rettigheder. Vi argumenterer for en socialistiske dagsorden og bygning af en stærkere klassebevægelse. Men de nuværende omstændigheder kræver revurdering af vores taktik.

Hvorfor har venstrefløjen mistet indflydelse, mens fascisterne har vundet frem?

– Venstrefløjen har aldrig haft megen indflydelse i Ukraine. De partier der har været repræsenteret i parlamentet eller regeringen – hovedsageligt kommunister og socialister – har aldrig for alvor været venstreorienterede; de har blot forfulgt deres økonomiske støtters forretningsinteresser ved at bruge populistisk retorik og sovjet-nostalgi.

– Det sidste venstreorienterede parti af navn – Ukraines Kommunistiske Parti – har haft nogle pladser i parlamentet indtil oktober. Men partiets indflydelse mindskedes, efter dets ledelse begik den politiske brøler at støtte Janukovits antidemokratiske love, der blev vedtaget den 16. januar 2014 [som indebar stærke begrænsninger af mulighederne for at deltage i offentlige demonstrationer, red.].

– Det er også værd at nævne, at idéen om en genoprejsning af Sovjetunionen i kommunistpartiets retorik har undergået store forandringer i retning af konservativ og kirkelig pan-slavisk nationalisme [dvs. omfattende alle de slaviske folkeslag i Østeuropa, red.]. Det har gjort kommunistpartiet populært i de regioner, hvor de kulturelle og økonomiske bånd til Rusland er stærkest, mens dets indstilling til indbyggerne i Vestukraine er blevet mere og mere fjendtlig, grænsende til åbenlys fremmedfrygt.

– Men dødsstødet for kommunistpartiets parlamentariske ambitioner kom fra Putin med annekteringen af Krim-halvøen og krigen i Donbas-regionen i Østukraine. Det er netop de regioner, hvor kommunistpartiets pro-russiske holdninger nød den største opbakning.

Den samme udvikling mener Autonomous Workers Union gælder den erklærede antifascistiske organisation Boratba, der er en paraplybevægelse, som dele af den vesteuropæiske venstrefløj har haft kontakt til:

– Borotba er stalinister, som har forurenet dele af den ukrainske venstrefløj i længere tid – blandt andet ved at fremstå som en organisation med stor indflydelse. Inden Maidan-opstanden var der episoder, hvor Borotba »hijackede« demonstrationer og pladsbesættelser organiseret af andre bevægelser for at fremme deres eget navn.

– Efter kuppet har organisationen søgt mod de sydlige og østlige regioner og forsøgt samarbejde med russiske nationalister, hvor de har givet klart udtryk for sin støtte til den reaktionære anti-Maidan bevægelse.

– I taler har Borotba givet støtte til de bevæbnede »anti-fascister« i de selvudnævnte folkerepublikker i Donetsk og Luhansk.